Henrik Ibsens skrifter: Sancthansnatten - TarkUiB NT872r (rollehefte, Paulsen)

Jørgen

for vi ere igrunden baade sultne og tørstige.

Paulsen

(kommer fra Baggrunden, standser ved
Porten og seer efter Birk og Juliane)

Hvad skal det sige? – – Allerede saa fortro-
lige – Haand i Haand – ja, for Haand i
Haand gik de, min Sjæl! (Kommer frem)

Det kan man kalde at introducere sig
i en Fart! – Saavidt jeg veed, har han
aldrig været her i Huset før, – naa;
det maa være nogle gemytlige Men-

Faksimile

3

nesker her paa Gaarden – oprindelige ri-
meligviis og uden Refexion – men lad
gaa! – Oprindeligheden – det – det Pri-
mitive har jo ogsaa sin Berettigelse –
det er ialfald nationalt – og – – og – –
Men hvis jeg nu kommer her og ved
mit mørke, sønderrevne Væsen bringer
en Misklang ind i dette stille huuslige
Liv – og at det vil skee, det er jeg næsten
vis paa! – – (Anne kommer med en
Theemaskine og sætter paa Bordet)

Paulsen

(vedblivende)

Det er maaskee bedst
at jeg lister mig bort igjen, medens det
endnu er Tid. – – Men see der! en ung
Pige og et opdækket Spisebord! – – lister jeg

Faksimile

4

mig bort, saa kommer jeg til at an-
rette Ulykken paa et andet Sted; thi
jeg veed jeg kan ikke undgaae min Skjæb-
ne; – – altsaa, det er afgjort, jeg bliver! – –
Tys! hun synger ah,! jeg er vis paa, det
er den rene uforfalskede Klang fra
Graneskoven. (Lytter)

Anne

Og sørge de lange Dage.»

Paulsen

Ingen, Ingen er Deres Mage, siger De? – –
Saaledes gaar det ogsaa mig! Aa, Herre-
gud, Jomfru! syng dog et Vers til, blot
et eneste!

Anne

jeg vil ikke synge mere.

Paulsen

Jeg er ogsaa saadan en graa Fugl, som
Ingen kan blive klog paa; jeg staaer og-
saa alene.

Anne

der er de Andre!

Paulsen

(afsides)

Atter et Væsen, som min Nærvæ-
relse har forstemt! – – Skal jeg gaae ind,
eller – – jo, jeg troer, jeg gjør det. (Retter
paa sin Paaklædning) Hvis jeg var forfænge-
lig, saa vilde jeg finde, at det i min Stil-
ling er ret interessant, saaledes at lade
sig præsentere af sine Venner, forinden
man selv fremtræder. Naar da Forvent-
ningen er spændt, og man træder ind,

Faksimile

6

saa støder den Ene til den Anden og
hvisker: «Er det ham? er det ham? – –
et aandrigt Ansigt – et skarpt Blik – no-
get melankolsk – men interessant –
forbandet interressant – man kan
strax see, at» – – Naa der komme de nok!

Jørgen

Velkommen efter{!} ˹Du.˺

Paulsen

Undskyld, Frue! – Jeg nødes til at præsen-
tere mig selv. Jeg har rimeligviis
ikke den Ære – – –

Juliane

fordi De fulgte med.

Paulsen

Aa, jeg beer – – –

Fruen

saa gode at tage Plads.

Paulsen

Takker, takker! (De sætte sig rundt Bordet)

Paulsen

Saa! nu er jeg da endelig ved min Øn-
skers Maal – – her i den stolte vilde
Natur –

Birk

her er Haven.

Paulsen

Ligemeget! – jeg suponerer det er en
Skov! – – her i den stolte vilde Natur; – –
skal jeg nogensinde finde min Oprinde-

Faksimile

8

delighed igjen saa maa det være her – –

Birk

Hvad! ogsaa hun!

Paulsen

Jeg har længe glædet mig til denne
Udflugt – det vil da sige, forsaavidt
jeg formaar at glæde mig over Noget. –
Aldrig har jeg tilbragt nogen Sancthans-
nat paa Landet før, og det er jo net-
op paa den Tid at det nationale –
det – det primitive Liv kommer tilsyne
befriet for alle Baand – – ja, ikke sandt,
min Ven! Du har lovet at føre mig
op paa Sancthanshaugen?

Jørgen

gaar Ingen tilsengs. –

Paulsen

Ikke tilsengs?

Jørgen

gammel national Skik.

Paulsen

Saaledes! Ja, det var ogsaa det, jeg meen-
te – – O, hvor det skal gjøre godt at
bade sin Sjæl i den friske Natteluft.

Fruen

min salig Mand ogsaa!

Paulsen

Virkelig? Hr: Berg var et poetisk Gemyt?

Fruen

Jørgens og Julianes Fader – – –

Paulsen

Naa ja, det kan jeg tro; (til Juliane) poetiske

Faksimile

10

Dispositioner pleie jo at være arvelige. –
Naar De forresten troer, at jeg sværmer
for Naturen, saa forholder det sig ikke
saa, forudsat at De ved Sværmeri for-
staar denne blinde Fortabelse i Gjen-
standene – denne – – – Jeg har engang
sværmet, men det er forbi!

Birk

det var jo for hende med –

Paulsen

Jeg beder Dig, Birk, saar ikke mine
Følelser. – – Men hvad var det nu egent-
lig jeg vilde talt om?

Birk

om Dig selv – Du sagde – –

Paulsen

Faksimile

11

Ganske rigtig – nu har jeg det! Det var
det, jeg vilde have sagt – hvad der gjør
mig Naturen saa tiltrækkende, er de
gaadefulde Væsener, hvormed Folketroen
beliver den.

Juliane

det samme siger jeg ogsaa.

Paulsen

Jeg for min Part betragter nu Nisser
og Haugfolk og Sligt som symbolisk Begre-
ber, hvormed de gode Hoveder i gamle
Dage udtrykte deres Ideer, som de ikke
kunde gjengive med den rette videnska-
belige Betegning. See, derved bliver nu
Naturen saa interessant – saa philo-
sophisk betydningsfuld. –

Birk

Aa Vrøvl!

Paulsen

Ja, jeg veed, det er en dristig Tanke; men
det er en Egenhed ved mig at tænke dri-
stigt – jeg kan ikke hjælpe for det.

Birk

det er en – en Gaas!

Paulsen

(til Juliane)

Ja, ikke sandt – De er enig
med mig? – Hvad vare vel Sagnene og
Eventyrene, naar ikke vi, – som – som
have faaet et poetisk Øie, forstode at
lægge noget Betydningsfuldt – noget
Philosophisk i dem, som – –

Nissen

Faksimile

13

Ho, ho, ho, ho!

Paulsen

(forskrækket)

Uf, hvad var det?

Anne

jeg vil det!

Paulsen

Men Gudbevares – jeg – –

Birk

der dog af Pigebarnet –?

Paulsen

(afsides)

Atter har mine sælsomme Ideer
gjort en Ulykke! – (til Fruen) Det
skulde gjøre mig meget ondt, hvis – –

Jørgen

inden vi gjæste Sancthanshaugen

Paulsen

Faksimile

14

Hør ham! – hør ham! – (Alle reise sig)

Birk

det er meget naturligt!

Paulsen

Gudsdød, hvor hun er elskværdig! Der
er noget – noget Nordisk ved hende
som tiltaler mig saa mærkeligt – –

Birk

begynder at forstaa hende.

Paulsen

(slaaer Birk paa Skulderen)

Birk! Du er
min Ven!

Birk

hvad vil Du?

Paulsen

Jeg siger, Du er min Ven!

Birk

det veed jeg jo – –

Paulsen

Jeg er saa lykkelig iaften! – Birk, lagde
Du Mærke til det Øiekast, Frøkenen
sendte mig?

Birk

til Frøkenens Øiekast

Paulsen

Jo, seer Du, da hun – –

Birk

gider ikke høre Noget!

Paulsen

Naa, ja ja – efter Behag! – Forresten er
det saamen ikke venskabeligt af Dig
at svare mig i den Tone, naar Du seer,

Faksimile

16

at jeg en enkelt Gang er blevet munter
stemt; – Du veed, hvor lidet der skal
til for at gjøre mig mørk og bitter – – –

Birk

det er lutter Affectation – –

Paulsen

Naa, Du gode Gud! saa jeg er affecteret<...>.
Det har jeg rigtignok ikke vidst før<...>:

Jørgen

her med tørre Munde – –

Paulsen

Du er en prægtig Fyr, Jørgen!

Jørgen

nogensinde tvivlet derpaa.

Paulsen

(For sig selv)

Lad ham kun suurmule – –
jeg vil drikke! – Punschen er et Umid-
delbarhedens Bad, som – – – Umiddelbarhe-
dens Bad! Det var et godt Udtryk –
det skal han s'Gu' høre, enten han vil
eller ikke. – (Tager et Glas) Jeg maa see
til at forsone ham! – – høit Hør,
Birk! skal ikke Du og jeg drikke Duus?

Birk

Vi er jo Duus!

Paulsen

Men alligevel – jeg tænkte dog – –

Birk

en anden Gang.

Paulsen

.

Faksimile

18

See, see! Der render han sin Vei – men
hvad Fanden fattes ham dog? – – Aa,
jeg Dumrian! – jeg ubetænksomme
Menneske skulde jeg sagt! – – Jeg har
stukket ham ud hos Frøkenen, og det
ærgrer han sig over – det er Sagen. –
Nu husker jeg det: det lod virkelig, som
om han gjorde lidt Lykke, før jeg kom;
men saa var det forbi. – – Han gik
ind i Haven – godt! Jeg maa komme
ham i Forkjøbet og tilbyde hende min
Arm paa Spadse{t}retouren. (gaaer
ind i Huset; paa Trappen møder
han Anne for hvem han bukker dybt)

Nissen

Faksimile

19

Han vandrer i Blinde som ellers og sover

Paulsen

Og nu ud i den herlige Sommernat, i den
stolte frie Natur, i den – – (til Juliane)
Ja, ikke sandt? Deres Arm har jeg jo
Løfte paa?

Jørgen

først et Glas Punsch

Paulsen

Ja, lad gaae! (til Anne) saa faaer jeg
dog Anledning til at drikke Forsoning
med Nissernes og Troldenes kjække Forsva-
rerinde; – det skulde gjøre mig usigelig
ondt, om mine bizare Indfald havde

Faksimile

20

forstemt Dem.

Jørgen

Glassene ud da.

Paulsen

Og Skaal for alle Sancthansnattens
Aander. (De drikke)

Jørgen

Hurra!

Paulsen

Hurra!

Fruen

og

Juliane

Ih, min Gud!

Paulsen

Hvad var det?

Jørgen

skraale paa Sancthanshaugen.

Paulsen

(lugter til Glasset)

Men det er dog, sandt
for Herren, en underlig Punsch!

Jørgen

Fremad, Marsch!

Paulsen

(meget livlig)

Jeg veed ikke, hvoraf det
kommer, men jeg føler mig saa
let og luftig – – maa jeg? (Ah rækker
Juliane Armen) Ah, see der kommer
Birk – (raaber ˹ud˺ til venstre) Ja, nu har
Du forsømt Dig, min Ven! – her gaaer
det som i «Skjære Havre»: Hver taer
Sin, saa faae de Andre Ingen! –

Juliane

velkommen efter!

Fruen

sætte os inde og vente paa dem.

Juliane

naar De taler saa vildt – –

Paulsen

Vildt? – Ja, det er min Natur at være
vild – jeg kan ikke hjælpe for det. –

Juliane

ikke forstaaet et Ord.

Paulsen

Ikke? Virkelig ikke! – Nei, jeg veed det

Faksimile

23

nok, jeg udtrykker mig ikke populairt;
men det er netop Princip hos mig,
og jeg skal give Dem Grunde derfor. –
Seer De – mine Tanker, mine Ideer
ere ikke populaire – jeg supponerer
det – men nu er det mit Valgsprog:
Det Skjønne fremfor Alt! – Men hvad
er Skjønhed? Overeensstemmelse mellem
Indhold og Form. – Naar nu mine
Tanker ikke ere populaire, hvorledes – –

Juliane

hvad det egentlig er, De vil.

Paulsen

Kort og godt! det skal jeg – jeg vil
ialfald forsøge derpaa. – Men besvar
mig først et Spørgsmaal: hvad Ind-

Faksimile

24

tryk har jeg gjort paa Dem?

Juliane

noget Indtryk paa mig?

Paulsen

Ja, ja, jeg mener – hvorledes er jeg fo-
rekommet Dem? – – De tier – godt!
Jeg forstaaer at tolke Deres Taushed!
Jeg skal sige Dem, hvad De tænker
om mig – – De anseer mig for et
vildt, et regelløst Væsen, for en –

Juliane

meget skikkeligt Menneske –

Paulsen

Aa langtfra! Det mener De ikke! – –
De anseer mig for vild – original,
om jeg selv skal sige det – – jo, jo,

Faksimile

25

nægt det kun ikke! – – Jeg veed det be-
stemt, for det Indtryk gjør jeg paa Alle – –
Det er min Ulykke – men det forhol-
der sig virkelig saa – – De forskrækkes
for mig – ikke sandt?

Juliane

maa jeg rigtignok tilstaae – –

Paulsen

Kan De see – – kan De bare see, jeg
havde Ret – – ogsaa De gyser tilbage
for mig, og det er jo saa naturligt – –
De kjender ikke min Sjæls Levnetsløb,
og derfor dømmer De efter det ydre
Skin – – – Der gaaer en Aand –

Juliane

Uf da! – hvor?

Paulsen

.
(forskrækket)

Uf, hvad var det?

Juliane

gjør mig ganske bange!

Paulsen

Lad mig kun vedblive! – Der gaaer
en Aand tilgrunde, tænker De ved
Dem selv – en Aand, der har brudt
med Samfundet – der har sat sig
ud over de sædvanlige Forholde – der
kjæmper for en Idee, som Ingen
forstaaer, og som derfor maa gaae
tilgrunde – – Ikke sandt, saaledes
tænker De?

Juliane

jeg forsikkrer – –

Paulsen

Men det forholder sig ikke saa! De skal
erfare Alt – – thi – ja, jeg maa tilstaa<...>e
Dem det – i Dem troer jeg at have fun-
det en Sjæl, hvori jeg kan nedlægge
min Hemmelighed.

Juliane

kom kun med den.

Paulsen

Nu vel! jeg er ikke den, jeg synes
at være.

Juliane

hvem er De da?

Paulsen

Jeg er ikke dette vilde – dette søn-
derrevne heiniske Væsen, som Verden

Faksimile

28

anseer mig for – viid – – jeg elsker –

Juliane

hvor mit Hjerte banker!

Paulsen

Et Ideal!

Juliane

Smigrer!

Paulsen

Eller rettere, jeg har elsket hende.

Juliane

Saa!

Paulsen

Ja, for nu er hun død!

Juliane

Død{?}!

Paulsen

Faksimile

29

Død for mig! – Nu veed De det!

Juliane

om hvem taler De da?

Paulsen

Jeg skal søge at forklare mig tydeligere;
men først – – Frøken Kvist! – jeg vil
lære Dem hvad Kjærlighed er!

Juliane

Nei, jeg beer – – –

Paulsen

Jo, det er sagt med faa Ord! Kjær-
lighed er Higen efter Kjærlighed!
Dette er min egen Tanke, min ube-
stridelige Eiendom. – – Kjærligheden er
Higen efter Gjenkjærlighed, thi<...>
naar vi elske, hige vi efter at elske

Faksimile

30

igjen; men saasnart Maalet for vor
Higen er opnaaet, saa maa vor Higen
ophøre – ergo maa jo Kjærligheden
ophøre, saasnart vi vinde Gjenkjærlig-
hed. – ˹Men˺ {F}for at nu min ˹Higen˺ Kjærlighed
skulle kunne være evig, for at være
vis paa ikke at blive elsket igjen,
maatte jeg altsaa elske haabløst – –

Juliane

det forstaaer sig.

Paulsen

˹Men min Kjærlighed maatte natur-˺ Jeg kunde altsaa ikke elske noget
˹ligviis være folkelig – –˺ Menneske – (hviskende) Kan De
gjætte hvem jeg elskede?

Juliane

en Hund eller – jo et dannet Menneske!

[HIS: Tilføyelsen er gjort nederst på siden.]Paulsen

.

– Ja ja, jeg mener – jeg valgte det nationaleste vi har,
Kan De gjætte hvad det er?

[HIS: Tilføyelsen er gjort øverst på siden.]Juliane

– – ja det er en Budeie. –

Paulsen

Nei nei – jeg siger Dem – ingen ˹Budeie˺ Hund ! – –
Det ˹er˺ var – Huldren!

Juliane

Huldren{?}!

Paulsen

Som jeg siger Dem – det var Huldren,
dette elskelige, luftige Væsen, der
sidder under Lindetræerne i de mørke
Granelier og slaaer Langelegen med
Guldstrængene og synger sine deilige
Viser i Moll – –

Juliane

i C Dur ogsaa –

Paulsen

Ganske sandt – sommetider; men det

Faksimile

32

er nu sjeldnere. – Dog, – som sagt – jeg
elskede hende, jeg var lykkelig ved <...>denne
ulykkelige Kjærlighed; jeg læste vore
Digtere og fandt hos dem stedse ny
Næring for min æsthetiske Lidenskab. –
Da fik jeg en Dag fat paa en Samling
af Folkeeventyr. – – o, det Umenneske,
der har skrevet denne Bog! han har
røvet mig min Sindsro – –

Juliane

hvorledes det?

Paulsen

Jeg læste den – og veed De hvad jeg
opdagede?

Juliane

Nei tilforladelig!

Paulsen

Nu vel, det maa herud! – Det vil
oprive mit Saar paany, men ligemeget –
det maa herud! – Jeg opdagede,
at Huldren havde – havde – – Hale!

Juliane

hvad siger De!

Paulsen

Ja, vil De bare tænke Dem – – en af
den Længde, og det ovenikjøbet en,
som ikke kan skjules. De vil let
begribe, at med mine æsthetiske
Principer kunde jeg ikke længere vedbli-
ve at føle for hende – jeg maatte
opgive min Kjærlighed – det kostede,
kan De troe, men det maatte saa være. –

Juliane

men videre!

Paulsen

Hvad er det saa vel videre? Verdens
Gang! – – Min Oprindelighed, min
Primitivitet – mener jeg – var tabt;
jeg maatte indtage et negativt
Standpunct ligeoverfor Menneskeheden. –
Jeg begyndte med at nedlægge min Sjæl
i Theatercritiker og Corresspondentar-
tikler for Provindspressen, som – nok
sagt – jeg gik bestandig videre paa
denne negative Bane. – Lidt efter
lidt ansatte der sig indeni mig noget
Mørkt, noget Djævleblændt – Dæmonisk
skulde jeg sagt – noget vist – lad mig

Faksimile

35

kalde det Menneskeforagt, noget Byronsk.
Heraf kommer denne Splittelse, denne
Disharmoni, som man bemærker i
mit Væsen; paa Overfladen er jeg
kold, for ikke at sige iisnende kold;
men her indenfor brænder det – troe
De mig – det brænder – – (skyller et
Glas Punsch ned)

Juliane

Deres Planer for Fremtiden?

Paulsen

Indtil idag har jeg Ingen havt; men
nu er der gaaet et Haab op for mig –
jeg har truffet paa en beslægtet Sjæl<...>e –
De skal forsone mig med Livet! –
Kom, Juliane! – – om Forladelse – –

Faksimile

36

kom Frøken! med Dem vil jeg sænke
mig ned –

Juliane

hvad tænker De paa!

Paulsen

Med Dem vil jeg sænke mig ned i
Umiddelbarheden – – det vil da
sige – den høiere, den kunstneriske
Umiddelbarhed. – – Kom, lad os strax
tage fat! – Seer De, deroppe paa Hau-
gen blusser Sancthansbaalet, og rundt
omkring tumler sig Folket – der
kommer det nationale Liv tilsyne
i alle sine Fortoninger – didhen vill
vi føre hinanden – kom! er De
med?

Juliane

aldrig Nogen talt til mig

Paulsen

Det er Begeistringens Sprog, jeg fører – –
vil De følge dens Røst? –

Juliane

han har forhexet mig!

Paulsen

Altsaa da – ind i det nationale Liv!

Juliane

vinkende, frie Natur –

Paulsen

For at søge Umiddelbarheden! (Idet
de gaae) Tør jeg byde Dem min
Arm? – –

Chor af usynlige Alfer

Gjennem Nøkkens Harpestræng.

Paulsen

Men dette kan jo umueligt gaae rigtigt til!
Vi maa bestemt have taget Feil af Veien.

Juliane

stol kun paa mig.

Paulsen

Det gjør jeg – fuldt og fast; – jeg gaaer iblinde,
hvorhen De vil – – – Men, for at komme
tilbage til det vi talte om – seer
De – –

Jørgen

kunde faae fat paa dem.

Paulsen

(ivrigt gesticulerende)

Nei, seer De – det Tanke-
experiment leder til Intet, og derfor har
jeg opgivet det; thi det er aldeles mod min
Natur at bevæge mig i en Cirkel, og – – (seer
sig om) Men hvad er dette? – Her har
vi jo gaaet rundt om Haugen og staae
netop paa samme Sted, som for lidt siden.

Juliane

synes rigtignok saa

Paulsen

Faksimile

40

Nu vel! lad saa være; igrunden lader
det ogsaa til, at det folkelige Element
er forsvundet deroppe – – jeg kan ikke see
et Menneske.

Juliane

jeg er frygtelig træt.

Paulsen

Men vil De allerede nu – – ? – Jeg har
saameget at sige Dem! Seer De den deilige
Maane bag Granetræerne – og de store
mørke Granetræer foran Maanen? – O,
Naturens Skjød er dog deiligt at hvile i.

Juliane

ikke var saa skiddent

Paulsen

Sandt nok! men det maa man hæve sig
˹over˺

Faksimile

41

Kom og sæt Dem her paa den bløde mos-
klædte Steen – – vent lidt! jeg vil først
brede mit Lommetørklæde over den, –
for ellers søler De Dem til – – saa vil
jeg lægge mig her i Græsset foran Dem – –
Uf nei! det er ganske vaadt! – ja, saa vil
jeg ialfald staae her i Græsset foran
Dem. –

Juliane

atter saa alvorlig, Paulsen.

Paulsen

Jeg er sjelden oprømt længer end et
Kvarteerstid ad Gangen, især naar jeg
ikke drikker til; det er en Egenhed
ved mig.

Juliane

Faksimile

41 ˹42˺

er der da iveien?

Paulsen

Det vil jeg sige Dem! – Seer De, det er – lig-
frem talt – endnu ikke saa ganske klart
indeni mig – – jeg vakler – –

Juliane

et fast Støttepunkt i – –

Paulsen

Meget rigtigt! I Theorien har jeg det
ogsaa virkelig; men det er en Egenhed
ved mine Theorier, at de ikke altid
lade sig praktisere.

Juliane

Saa?

Paulsen

Ja, det kommer deraf, at Verden er af Lave,

Faksimile

4{2}3

det er en Sats, som jeg altid holder fast
ved. – Men nok derom! – De skal erfare,
hvad der foruroliger mig. – Det er saa
at sige mit nationale Jeg, som ligger
i Krig med mit æstthe æsthetiske – – det
er denne Strid, jeg maa have udjevnet
eller ogsaa – – nok sagt! – –

Juliane

Gud bevares!

Paulsen

Seer De vel, mit nationale Jeg ræsonerer
som saa: Du, en Folkets Mand, der gaaer
med Tollekniv ved Siden og skriver alle
Substantiver med Smaat, – hvor kan Du
være bekjendt af at forsage et Væsen, som
vore nationale Digtere holde saa fast ved!

Juliane

ganske fornuftigt ræsoneret!

Paulsen

Men min Gud, det er jo netop Ulykken!
For saa kommer mit æsthetiske Jeg og
siger: Nei, det er Løgn! thi det strider
mod Dine æsthetiske Begreber at føle
for En, der er begavet med de her for-
haandenværende, abnormale, mod Skjøn-
hedsideen stridende Udvæxter. – – Hvad
skal jeg saa gjøre? Hvilket af mine to
Jeg'er har Ret? – – Jeg veed det min
Sjæl ikke! og saaledes staaer jeg her
foran en af disse Sphinxer i Menneske-
livet, som man enten maa beseire eller
bukke under for. – – Men hvad er det?

Faksimile

45

Jeg synes, jeg hører Nogen tale –

Juliane

det lader til – –

Birk

hvad betyder Alt dette?

Paulsen

(til Juliane)

Nei vil De bare see! Der
tænde De tilforladelig Baalet igjen. –
(Han tørrer sine Briller) Det tager
sig godt ud – – det er bestemt en heel
Tjæretønde, de have faaet fat paa.

Juliane

at de er drukne.

Paulsen

De har Ret; det er sikkrest at anskue
dem i Frastand.

Anne

forekommer det ogsaa mig.

Paulsen

(til Juliane)

Nei, men dette tager
sig dog deiligt ud; det er en Scene
greben lige ud af Folkelivet – – De
har dog Deres Lorgnet med?

Juliane

Javist!

Paulsen

Jeg vilde bare ønske at her var en Maler
tilstede!

Juliane

Faksimile

47

Eller en Daguerreotypist.

Paulsen

De har Ret – det var bedre. – Nei men
jeg havde dog aldrig troet, at vore Fol-
kedandse kunne være saa ægte nationa-
le, saa – – – Vil De bare lægge Mærke
til disse Trin, disse Bevægelser – –

Birk

er Din Jomfruklædning skaaren?»

Paulsen

Men hvem montro den gamle Herre
kan være?

Juliane

jeg veed saamen ikke.

Paulsen

Aa, han hører rimeligviis til Festcom-

Faksimile

48

mitteen, siden han modtager de
Ankommende. – Mærkværdig nok, at
man dog er saa civiliseret heroppe – –
det havde jeg paa Ære ikke tænkt. –

Birk

taler til hende igjen – see!

Paulsen

Han converserer ivrigt lader det til –<...>.
ja, det er bestemt et dannet Menne-
ske.

Birk

Bjergkongen det gyldne Horn – –

Paulsen

Gud forlade mig, troer jeg ikke
at Fyren gaaer med en Lærke i
Lommen!

Juliane

der faldt hun!

Paulsen

Men jeg skal troe hun daante?

Juliane

jeg seer En med Sabel

Paulsen

Saadan skal det være! – alle Classer i en
gemytlig Blanding; – først derved faaer
Billedet denne – denne afrundede Form,
denne – – Nei, det er mærkværdigt, hvor
jeg føler mig tiltalt; og medens vi
sidde her med et aabent Blik for
det Digteriske i Livet, saa ligger rimelig-
viis Birk og de Andre og sove paa
deres grønne Øre, eller drømme en

Faksimile

50

eller anden triviel Drøm – –

Juliane

i Madame Olsens Institut.

Paulsen

(levende)

Madame Olsens Institut! – –
Har De – har De gaaet der?

Juliane

Det var i Harmonien –

Paulsen

I Harmonien! Men Gudbevares – det
er ligedan med mig – – – Fortæl!

Juliane

med et drømmende Blik –

Paulsen

(med stigende Heftighed)

Med et drøm-
mende Blik!?

Juliane

besynderlige, talende Øine.

Paulsen

Videre, videre!

Juliane

og engagerede mig – men

Paulsen

Nu – han engagerede Dem – og hvad saa?

Juliane

jeg vilde ikke dandse meer –

Paulsen

Og han? – – Svar mig, hvad gjorde han?

Juliane

jeg har aldrig seet ham siden –

Paulsen

Døende Blik! – Og han – han havde

Faksimile

52

lyseguul Vest – – og – –

Juliane

hvad fattes Dem?

Paulsen

Juliane! Denne blege Yngling med
det døende Blik og den lysegule Vest –
det var mig!

Juliane

Herregud, er det sandt?

Paulsen

Ja ja! (begeistret)

Jeg var en Yngling da med lyse Lokker –

Dem har jeg endnu, som De jo kan see!

Juliane

og sorte Bomuldssokker!

Paulsen

Faksimile

53

Nei, det var Silkestrømper – maa jeg be'!

Jeg mindes Alt, som om idag det hændte;

Jeg havde ikke Sproget i min Magt,

Og derfor taug jeg, men mit Øie brændte

Saa varmt og talende, som De har sagt –

Men ved den sidste smertelige Scene

Jeg sindsforvirret Salen har forladt – –

Juliane

tog da ikke Livet af Dem?

Paulsen

Nei saa min Sjæl, om jeg gjorde! – ja ja –
det vil da sige, jeg var nær ved det, –
men saa kom der Noget iveien. – –
Kort sagt:

Jeg ved den sidste smertelige Scene

Maa sindsforvirret Salen ha'e forladt,

Faksimile

54

Og fandt mig siden vankende alene

I Maaneskinnet i den sorte Nat. –

Fra den Tid af jeg gik min vilde Bane

Og søgte i en haabløs Elskov Ro; – –

Men nu har Julian fundet Juliane –

(Han griber Lommetørklædet som Julia-
ne har siddet paa – lægger det under
Knæerne og knæler)

Saa brist da Hemmelighed!

Juliane

hvad er det!

Paulsen

(springer op)

Løb, løb! men vær ikke
bange – – jeg skal nok forsvare Dem. –

Juliane

Faksimile

55

Paulsen! Paulsen!

Paulsen

(udenfor)

Juliane! Hvor er De? – Jomfrue
Juliane! – – –

Paulsen

(sidder sovende paa Trappen til Hovedbygningen)

Jørgen

saa vaagn dog, Menneske.

Paulsen

(i Søvne)

Løb, løb! Au, der er han!

Jørgen

det er langt paa Dagen! –

Paulsen

(Vaagnende)

Aha! er det Dig{?}!

Jørgen

er det fat med Dig?

Paulsen

Aa, jeg har havt en forunderlig Nat! – –
Har I spiist Frokost?

Jørgen

endnu ikke.

Paulsen

(vedblivende)

En forunderlig Nat,
riig paa Farer og sælsomme Geschich-
ter. –

Jørgen

sværmede jo i Maaneskinnet

Paulsen

.

Faksimile

57

Ja, medens Du og Birk og I andre prosai-
ske Mennesker laa i Dynerne, sad vi
derude i Naturens Skjød og iagttog
Folkelivet. Jørgen! Det er dog vist
og sandt, at den, der ikke formaar
saaledes at – at – vexle et poetisk
Øiekast med Livet, han lever kun halvt. –
Aa, det var herligt! Tiden gik for os
som et Lyn.

Jørgen

hvad Juliane har fortalt.

Paulsen

Aa jeg veed, hvad Du mener. – Der kom
en drukken Bondetølper og brølte os
noget fælt Tøi ind i Øret, uden at vi
havde nogen Anelse derom. –

Jørgen

ha, ha, ha, ha!

Paulsen

Ja ja – Løb? – Jeg løber aldrig – jeg gik
hjemad – i et noget hurtigere Tempo, det
er sandt! – – Men, hvor er Din Søster?

Jørgen

Min Søster?

Paulsen

Ja ja – – vi bleve netop afbrudte igaar
paa det interessanteste Sted i vor Under-
holdning, og jeg maa fortsætte – jeg
maa tilforladelig – (vil gaae ind)

Jørgen

jeg maa sige Dig Noget –

Paulsen

Faksimile

59

Ja veed Du hvad, igrunden har jeg
ogsaa Noget at betro Dig – – Jørgen! om-
favn mig – jeg bliver Din Svoger!

Jørgen

bliver vel Fanden heller!

Paulsen

Jo jo – tilforladelig, som jeg siger! – Der
mangler blot min Erklæring og hendes
Ja.

Jørgen

Er det Juliane –

Paulsen

Ja, hvem ellers? – Lad mig bare komme ind –
jeg maa absolut tale med hende.

Jørgen

Viid da –

Paulsen

Nu?

Jørgen

en Hage ved hende –

Paulsen

(farer tilbage)

Menneske! hvad siger
Du? En Hale!! Det er Nummer to! –

Jørgen

hun er forlovet!

Paulsen

For – forlovet!

Jørgen

nu veed Du det!

Paulsen

Men Jørgen! kjæreste, bedste Ven! Du lyver
da vel, ˹Dit Skarn˺ vil jeg haabe!

Jørgen

er som jeg siger. –

Paulsen

Ha, nu troer jeg, jeg svimler! – – Men
saa maa han afstaae hende, han maa – –

Jørgen

er Du da forrykt!

Paulsen

Jeg kan ikke opgive hende! – – Hvor er Birk?
Jeg maa have ham fat!

Jørgen

at opføre sig paa?

Paulsen

Ja, Du har godt ved at snakke – – Du har
ingen Idee om hvad det vil sige, den ene
Gang efter den anden at gaae Glip af

Faksimile

62

sin første Kjærlighed. – Svar mig, hvor
er han?

Jørgen

at han ikke træffer ham.

Paulsen

Godt, saa maa jeg afsted! – Jørgen! Du
seer mig igjen som Din Svoger, eller
ogsaa – aldrig! (gaar hurtig ud i
Baggrunden

Fruen

gamle Documenter.

Paulsen

(kommer fra Baggrunden)

Naa, endelig

Faksimile

63

træffer jeg ham da! –

Birk

virkelig være Anne – som

Paulsen

Hør, Birk! To Ord under fire Øine! Jeg
har gjennemskuet Dig – jeg veed, hvem
Du elsker – – – Din Hemmelighed – –

Birk

havde altsaa Ret!

Paulsen

Ligemeget! Men ogsaa jeg elsker hende – –
jeg er reent sterbens, og Du maa afstaae
hende! – –

˹Birk˺ Jørgen

hvad mener Du?

Paulsen

Faksimile

64

Som jeg siger – jeg har ældre Rettigheder.

Birk

Har Du?

Paulsen

Ja, det veed Gud, jeg har! jeg har traadt
hende paa Foden – det har ikke Du! jeg
har været ulykkelig i lange Aar for
den Sags Skyld – det har Du heller ikke! –

Birk

Hvem taler Du da om?

Paulsen

Om Juliane naturligviis – hvem
ellers?

Birk

det er hende – som –

Paulsen

Faksimile

65

Ja vel, ja vel!

Jørgen

jeg havde ingen Idee om – –

Paulsen

(til Birk)

Jeg siger Dig, Du maa –
ellers vil der skee en Ulykke!

Fruen

Ti stille!

Paulsen

Ikke – ikke forlovet! Hvad skal det
sige?

Birk

Som jeg siger.

Paulsen

Men Gud bevare mig! Du fortalte
jo – –

Jørgen

at sætte lidt Skræk i Dig.

Paulsen

Naa, Tak skal Du have! (gaar hen til
Juliane) Juliane! altsaa er jeg dog
din eneste Kjærlighed, ligesom jeg
var din første!

Jørgen

glemmer nok Erklæringen.

Paulsen

Nei vist ikke – den er allerede gjort –
igaaraftes paa Sancthanshougen.

Birk

vær Du kun rolig!

Paulsen

Men hvor er altsaa denne gaadefulde

Faksimile

67

Kjæreste, som Du forstaaer saa godt at forvare.

Birk

Hvad mener Du?

Paulsen

Ja, for forlovet er Du jo – det tilstod Du. –
Naa, hvor er hun? – Herud med Sproget!

Birk

her staaer hun!

Alle

Anne!

Anne

Du veed det, Du veed!

Paulsen

Men det er dog en behagelig Situation at
være forlovet! – Det er ligesom alle
de gaadefulde Modsigelser i Tilværelsen

Faksimile

68

opløste sig i en – en – lad mig kalde det en
Duft! da først forstaae vi, hvorfor vi leve.

Jørgen

Du nu give Løbepas!

Paulsen

Mine Theorier? Aldrig i Evighed; men jeg lader være at anvende
dem, det forstaar sig. I Forlibelsestiden tager man Kjærligheden theoretisk;
Forlovelse derimod og Ægteskab – seer I, det er praktiske Forholde; – og i det Prak-
tiske veed man nok, strække ikke altid Theorierne til. –

Birk

Anne!

Paulsen

(smægtende til Juliane)

Gamle Erindringer!

Juliane

Julian!

Paulsen

Juliane!

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Samarbeidspartnere:

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: